Metodeudvikling

Metodens baggrund og teori
Der bliver foretaget mange tiltag for at hjælpe børn og unge med sociale og indlæringsmæssige vanskeligheder igennem skole og ungdomsuddannelse. Næsten alle disse tiltag bygger på indhold gennem sproget. Resonans metode arbejder primært med de lag i hjernen som ligger under sprogforståelse. Det gælder det autonome nervesystem, hjernestammen og sekundært det limbiske system, disse lag i hjernen er fundamentet for at kunne styre sin opmærksomhed og regulere sine følelser, og dermed også fundamentet for indlæring og sociale samspil.
Regulering af det autonome nervesystem
Hvis børn har været udsat for traumer, stress og omsorgssvigt, der er så omfattende, at det forstyrrer udviklingen, bliver de ramt på det autonome nervesystems evne til at regulere sig. Da det autonome nervesystem som nævnt regulerer den kropslige og emotionelle tilstand, og er det autonome nervesystems evne til selvregulering basis for, at barnet kan komme i trivsel og udvikling.
 Grundlaget for den empati og koncentration udvikles gennem gentagne glædesfyldte udvekslinger
Nyere hjerneforskning viser, at det helt lille barn lærer at regulere sit autonome nervesystem gennem gentagne glædesfyldte rytmiske udvekslinger med sine omsorgspersoner, og at disse udvekslinger lærer barnet at regulere sin fysiologi og mærke sig selv i sin fysiske krop. Helt fra fødslen imiterer barnet omsorgspersonens kropsholdning, ansigtsudtryk og tonefald, og i dybtliggende hjerneområder forbindes imitationen med sansningen af kroppen og af omsorgspersonens støtte.

”Man skal kunne mærke sig selv for at det er sjovt at lære, for at kunne opleve motivation og for at kunne fungere i en gruppe”

Under imitationen synkroniserer barnet sig med omsorgspersonen, og får efterhånden en fornemmelse af den anden, og af hvordan den anden har det, denne fornemmelse er grundlaget for det der senere udvikles til empati. Barnet erfarer den anden, som var det i deres sted. Denne indre spejling gør interaktionen interessant, og skaber nysgerrighed og enggement. Hvis det er svækket oplever personen sig ”uberørt” og ligeglad.
Disse udvekslinger danner igen grundlag for udvikling af det limbiske system (populært kaldet følehjernen), hvor muligheden for følelsesmæssig udveksling og regulering øges. Det er igennem disse engagerede ikke sproglige interaktioner og dialoger(protokonversationer), at barnet lærer at fastholde sin opmærksomhed i stadig længere stræk.
Fundamentet for indlæring
At følge andres opmærksomhed og lade andre følge sin opmærksomhed, er fundamentet for at kunne opleve noget sammen. ”Hvis barnet ikke kan lade sin opmærksomhed styre ind i et bestemt fokus er de voksne omkring barnet henvist til kun at kunne nå ind i barnets indlæringszone, når barnet opmærksomhed spontant befinder sig der”*. Og hvis man ikke kan mærke sig selv og den anden indefra, giver det der foregår i skolen ikke nødvendigvis særlig meget mening og bidrager kun i begrænset omfang til en integreret personlighedsudvikling. Med andre ord skal man kunne mærke sig selv for, at det er sjovt at lære, for at kunne opleve motivation og kunne trives i en gruppe.
Mere af det der mangler
En del af metoden er at træne disse grundfærdigheder for de børn hvor de ikke er fuldt udviklet eller er mistet på grund af traumatisering eller social belastning/stress. Vi bruger forskellige kropslige og musiske lege. Vi tager udgangspunkt i kroppen, da det er kropssansningen og sansningen af omsorg der kan være mangelfuld, og musik er oplagt til at træne ikke sproglig afstemning, da de rytmer og stemninger man forsøger at være sammen om, i sagens natur bliver hørbare, og altså mere håndgribelige og mindre subtile for de børn som har svært ved at styre opmærksomhed og svært ved at aflæse situationer. Derved styrker musikken muligheden for samhørighed, og inviterer til kropslighed, bevægelse og engagerede samspil; alt det som netop er så svært for denne gruppe børn.
Samhørighed eller overlevelse
Når den trygge tilknytning mangler fungerer disse børn i et overlevelsesmodus – de svinger mellem kamp/flugttilstande og mere stivnede ”freeze”-tilstande. De er i mindre grad motiverede af gruppefølelse og samhørighed, men opererer efter hierarkier og kampen om ressourcer. En del af vores lege tager derfor udgangspunkt i kamp-flugt respons, og hjælper børnene til at komme fra frugtesløse uregulerede tilstande og ind i en fornemmelse af sikkerhed og engagement, hvor overlevelsesresponsen kan tø op, og erstattes med aktivitet, interaktion og integration.
Inspiration
Metoden er blandt andet inspireret af ”Somatic Experience for Kids”, Peter Levin, Maggie Kline og især Ale Duarte og teorien hentet fra Neuroaffektiv Psykoterapi, ved Susan Hart og Marianne Bentzen. Metoden opbygger stress-robusthed og resiliens, og kan tilpasses og benyttes til alle børn.
Regulerede nervesystemer støtter integration og forebygger ekstrem adfærd
Bedre regulerede nervesystemer øger muligheden for tryg tilknytning mellem forældre og børn, og i udsatte miljøer kan det være med til at forebygge ekstrem adfærd som radikalisering og bandekriminalitet. Det velregulerede nervesystem motiveres i højere grad af samhørighed, og kan sætte sig langsigtede mål, trives og udvikles, end den hjerne som oplever sig truet, og overvejende kæmper for at overleve.